den ufortalte historie

Tågen havde hængt i de tidlige timer, og himlen var hvid som kalket over Place de la Revolution. Midt på den stod skafottet, hvor guillotinens to træstolper knejsede med kniven øverst
imellem sig. Hun så op på det svære, skarpslebne blad. Endnu var det uplettet, og et land uden en konge var en krop uden hoved, før hun ved sit middagsselskab en hed augustaften havde
slynget et ord let og muntert ud: Republik. Men først nu i den blege vintermorgen begreb hun det.
Selve platformen var omringet af uniformerede nationalgardister, de forreste til hest, og bag dem havde de Væbnede Sektioner taget opstilling i urolige rækker. Mænd uden våben, kvinder og børn var trængt frem i blandt dem for at sikre sig det bedste udsyn til henrettelsen. Hélène stod ved
siden af Jacques, der bar sablen i remmen over skulderen. Espérance stampede i brolægningen for at høre det uvante smæld af sine træsko mod sten.
”Hvornår har han hovedet af?” spurgte hun.
Hélène tyssede på hende. I det samme hørte hun trommerne og strakte sig for at se. Hun greb efter Jacques´ arm, da hun fik øje på vognen. I højtidelig procession bevægede den sig frem over pladsen trukket af firspandet. Kun eskorten var imellem mængden og dørene, knyttede hænder og
skældsord rejste sig på dens vej. Langsomt og uvirkeligt blev den ved at komme nærmere. Den holdt stille, og trommerne hørte op, råbene døde også hen. Hele pladsen ventede.
”Dér er han!” Hun drejede hovedet ved Geneviéves udbrud bag sig. ”Forræderen!”
Derfor nåede hun ikke at se Kong Louis den sekstende tage det første trin op ad trappen, og præsten, der havde ledsaget ham, var kun toppen af en hat. Bødlen vendte ryggen til dem, hans to hjælpere var parate på hver side, og alligevel var det hende ufatteligt, at de ville gribe den mand, der havde været Guds stedfortræder på jorden, og lade ham dø for alles øjne som enhver anden forbryder.
Det gav et ryk i hende, da han pludselig begyndte at tale.
Jacques måtte føle det, for hun holdt stadig ved hans albue, men han havde hånden klar ved sablens fæste og så ufravendt hen over hovederne på dem foran.
”Mit folk! Jeg dør uskyldig!” Ordene steg lige op og drev som røg, til de blev væk i det hvide. ”Det er mit håb, at Herren ikke vil hævne mit blod på Frankrig, og jeg – ”
En trommehvirvel rullede, tog til i styrke, efterhånden som flere trommeslagere faldt i med, og kort løftede stemmen sig for at overdøve dem. Men så blev den kvalt. Bødlens ene hjælper flåede skjortens kalvekrøs af, fødderne hang og flagrede med spændeskoene, da de lagde Kongen ned på
brættet. Træet skreg mod skinnerne, mens de skubbede ham ind, og hun undgik at se mere ved at vende sig halvt om mod Jacques, for som i et spejl kunne hun følge, hvad der foregik, i hans ansigt. Der lå en andægtig ro over det, som betragtede han en hellig handling. En ofring, tænkte hun,
til det nye i det gamles blod. Ved lyden af faldøksen løstes alvoren, og han bøjede sig og løftede Espérance op, pegede: ”Se!” da bødlens anden hjælper gik skafottet rundt med det afhuggede hoved hævet højt i hånden. Den lille stirrede med åben mund.
”Leve revolutionen!” ”Leve Republikken!” Jublen tog fart og bredte sig som ildløs, hatte blev taget af og kastet op i luften, kvinder vinkede og viftede med sjaler og lommetørklæder, mens børnene hujede og skreg. Mængden trængte fremad, allerede da Jacques tog Hélène om livet og kyssede
hende.
”Hvem vil have en dråbe af Kongens blod?” råbte en ung gardist ved foden af skafottet.
”Eller en tot af hans hår?” fulgte en anden op. ”En stump af hans skjortekrave?”
Det ville Geneviéve, for hun masede sig ind mellem dem med sin datter på sin slæb.                      ”En ad gangen!” sagde Jacques og rakte Espérance til Hélène. Også de uniformeredes rækker gik i opløsning under presset, så kavaleriet alene holdt stand. Fremmede kroppe stødte mod hende bagfra, barnet klyngede sig med armene om hendes hals. En flaske blev løftet til skål, nogle gav sig til at synge og danse, og først da der ikke var mere at hente oppe ved skafottet, begyndte de at sive udad. Geneviéve vendte tilbage med en blodig stump stof. Hun viste den frem for dem, varsomt mellem to fingre som et relikvie.