Indre ø

Cæcilie Lassen skriver med kærlighed til sproget og den gode fortælling om fortielsens forgreninger gennem generationer. Ditte er freelancejournalist og bor på Østerbro med datteren Dora. Historien indledes, da hendes mormor Elly dør. Mormoren boede også på Østerbro, og under oprydningsarbejdet i lejligheden opdager Ditte, at hendes morfar Kai både var modstandsmand og kommunist. Da krigen sluttede, forlod han sin kone og sine to børn, Sonja og Jan, for at tage på besøg i DDR, men han vendte aldrig hjem, og ingen kender hans videre skæbne. Ditte beslutter at forsøge at opklare mysteriet om sin forsvundne morfar, og hun har adskillige opklarende samtaler med sin mor og sin onkel i håb om at kunne kaste lys over deres fars forsvinden. Hendes research fører hende langt omkring, og hun finder ud af flere nye ting om både sin morfar, men også om sin mor, der altid har opdraget Ditte med omsorgsfuld distance. Måske er svarene alligevel ikke så overraskende som ved første øjekast, da først Ditte begynder at se nuancerne i sin familiehistorie. Sonja husker tilbage på sin far som en lidt fraværende voksen, der kun i glimt viste sin kærlighed. Efter en episode, hvor Sonja vækker ham, og han springer op med en pistol mod hende, siger han efterfølgende undskyld og tager om hende, mens den rystende pistolhånd klapper hende på håret. ”Hans kærtegn er sjældne og dyre som muslingers perler, man må helt ned til bunden for at få. Først skal man lære at holde vejret. Han siger ikke mere, men hun ved, hvad hun behøver: Han vil aldrig slå sit eget barn ihjel.” Cæcilie Lassen kalder store følelser frem med få ord. Da familien rydder op i lejligheden, falder et fotografi ud af et gammelt album. Man kan nærmest mærke fortabtheden i dette fotografi: ”To børn kigger op, pigen alvorligt, drengen med et lille smil. En rest indtørret lim er spor af den baggrund, nogen har revet dem bort fra, ud af en ramme, der var, deres egen historie. Børnene er blevet hjemløse. Ditte tager dem til sig.” 'Indre ø' er en medrivende og vemodig fortælling, der husker os på historien og livets mangfoldigt vævede tæppe. En lille gimmick er det vidunderlige postkort i bogen, der hører med til historien.

Jette Holmgaard Greibe Litteratursiden

…….. en strålende og anbefalelsesværdig bog ….’ – Louise Frevert, KULTURINFORMATION En historisk/dramatisk roman der foregår på Østerbro, kan den være interessant, tænkte jeg? Det var min første tanke, men allerede efter de første sider blev jeg nysgerrig og så gik det ellers over stok og sten. Cæcilie Lassen har en usædvanlig medrivende fortælleevne. Hun evner at beskrive personerne i få sætninger og du fornemmer at du kender dem. Ved at hun hele tiden tilføjer små detaljer om dem, kommer du tættere og tættere på og har lyst til at vide alt om dem. 4 generationer Fortællingen starter og slutter i 2000 under den første corona nedlukning, men har som sådan intet med romanen at gøre. Kun tidsfastsættelsen. Vi møder Sonja, hvis mor Elly lige er død, Sonjas datter Ditte, bor tæt på sin mormor og mor og Dittes datter, Dora er i Guatemala i Sydamerika på studietur. Alle fire generationer af kvinder bor på Østerbro. Lassen springer frem og tilbage i tiden, og alligevel ikke, for 2000 er hele tiden det år, det faste spor, vi har som holdepunkt. Flere versioner Fortællingen om Kai begynder i 1945 og det viser sig, at der er flere versioner af den samme historie, alt efter hvem der fortæller den. Kai var kommunist og modstandsmand, og hans hjerte bankede for at al social ulighed skulle ophøre. Han møder Elly, der ikke er politisk engageret, men det bliver hun hen ad vejen, og de bliver gift. Kais politiske holdninger præger deres hjem og det er i den ånd hans børn skal vokse op. De får to børn, Sonja og Jan. Hemmeligheder Ditte har i mormorens lejlighed fundet en lille kasse med personlige papirer. Hun kender kassen, men har aldrig lukket den op. Der ligger kontoudtog og kvitteringer, men også et pas fra morfaren, en kvittering på nogle erstatningspenge og andre dokumenter, hun ikke kan få til at passe med det hun ved om sin mormor og morfar. Morfaren, Kai, har hun aldrig kendt. Der kommer hemmeligheder væltende ud af skabene og Lassen har fra de første sider alle mulige metaforer om ordet ø. Ret genialt. Du fornemmer hele tiden den dybere betydning af ordet ø, som værende ensomhed, isolation, men også symbolet på at være sikker i sin sag, (magt) fuldkommenhed og meget andet. Lassen bruger ordet til bl.a. at lade frustrationerne skinne igennem hos Kai ved at lade ham sige: Ingen mand er en ø, men er alle i virkeligheden ikke en ø? Og: Det er kun i Familie Journalen de lever livet på en øde ø. Og: Alene med dem på en øde ø. Kai er modstandsmand og et fremtrædende medlem af sin gruppe Bopa. De går ikke af vejen for noget og da krigen slutter, er der mange regnskaber der skal gøres op. Da han også er kommunist, bliver han både en helt for fædrelandet, men en fjende for sine egne under Den Kolde Krig. Ditte ønske at finde ud af hvad der egentlig skete, for hvorfor forlader man en kone og sine to små børn under to år? Kai sendte sin familie på et skjult ophold hos en gammel ven fra gruppen, som var blevet præst, og vendte tilbage efter en kort periode. Kai troede på sin sag, og arbejdede ihærdigt for partiet. Hans kone Elly deltog også aktivt. Tingene tilspidsede sig for Kai, fortiden begyndte at indhente ham og så rejste han væk. Denne gang kom han ikke tilbage. Elly sad tilbage med to børn i tiårsalderen, men hun valgte ikke at søge hjælp fra nogen og opdrog sine børn uden at kny. Jo længere du kommer ind i romanen, jo mere interessant og kryptisk, bliver historien. Vi er med hele vejen i et såkaldt opklaringsarbejde, hvor en hel familie pludselig opdager, at alt ikke altid ser ud til at være det, vi ser og tror det er. Hvem er vi? Er det den genetiske eller er det den sociale arv der slår igennem? Kan det være rigtigt, at vi som familiemedlemmer føler os identiske med vores ophav, uden at vide hvem de var? Det er i årtier blevet diskuteret, hvad der gør os til dem vi er. Derfor er romanen relevant i en tid, hvor vi søger vores rødder og tilhørsforhold, mere end nogensinde. Romanen giver stof til eftertanke, for er vores familie den vi ser og lever med? Eller er den opstået på et andet fundament end vi troede under vores opvækst og i vores liv? Hvorfor er vi blevet til dem vi er, eller om det ikke nogle gange er bedre at leve i uvidenhed. En strålende og anbefalelsesværdig bog. Rigtig god læselyst.

Louise Frevert, Kulturinformation

Forsvindingsroman anbefalet! Cæcilie Lassens Indre Ø er en forsvindingsroman med Indre Østerbro som ramme og miljø. Fra besættelses- til coronatiden følger vi fire generationer af kvinder i lige slægtled: Elly, gift med kommunisten og modstandsmanden Kai, deres datter Sonja, hendes datter Ditte og Dittes datter Dora. Lassen har bedrevet en fremragende roman, hvis fortælletråde strækker sig smukt undersøgende i tid og rum: fra besættelsestidens Østerbro, hvor de kommunistiske modstandsfolk i BOPA er nationens helte, over koldkrigsperioden, hvor samme BOPA-folk mistænkeliggøres, til perioden efter murens fald gennem 00’erne og 10’erne, indtil verden med coronapandemien lukker ned i sin egen globale besættelsesboble. Fortællingens plot og motor er Kais pludselige forsvinden den 4. marts 1957. Muligvis er han hoppet af til DDR for at udleve sin kommunistiske drøm. Muligvis er han flygtet med lidt for mange lig fra besættelsestiden i lasten. Muligvis har han søgt sin eneste, sande kærlighed. Måske er det en blanding af det hele … Men hvad skete der med Kai? Romanen udfolder på fornem vis de spændinger og konflikter, besættelsestidens aktører tager med sig videre ind i livet og deres familier. I Kai og Ellys tilfælde: hvordan deres børn, børnebørn og oldebørn viderefører deres sår og sorger, forpligtelser og idealisme med store personlige konsekvenser. Det er også en roman, som elegant formår at knytte livet på Indre Østerbro til de store fortællinger ude i verden: kommunisme vs. kapitalisme, demokrati vs. diktatur, retsopgør og koldkrigsspionage, loyalitet, kærlighed og tillidsbrud fra verdenskrigens kølvand til i dag. Herfra lyder opfordringen: Få fat på Indre Ø! Køb den før din nabo! Det er en kvalitetsroman fuld af vid, nerve og fortælleglæde.

Niels Olsen, POV

Ukuelig! Cæcilie Lassen bryder en lanse for frihedskampens helte, som blev Den Kolde Krigs skurke. Cæcilie Lassen: Indre ø. 415 sider. 299,95 kr. Alhambra. I juni 1941, et år og et par måneder inde i den tyske besættelse af Danmark, besluttede Hitler at angribe Sovjetunionen, og alle de ledende og moskvatro danske kommunister blev beordret anholdt. Regeringen efterkom besættelsesmagtens krav, hvorefter politiet internerede 339 kommunister i Horserødlejren. Samtidig strikkede Rigsdagen en lov sammen, som med tilbagevirkende kraft gjorde al kommunistisk virksomhed forbudt. Voila. Denne uskønne affære og tilværelsen som kommunist under og efter Besættelsen blev først litterært beskrevet i Harald Herdals Ukuelige menneske (1949), derefter og mest berømt i Hans Scherfigs Frydenholm (1962), men derudover har skønlitteraturen ikke ofret krigens kommunister yderligere opmærksomhed. Før nu. Cæcilie Lassens Indre ø er en interessant besættelses-, koldkrigs- og samtidsroman om kommunisme som en politisk tro og en nedarvet identitet. Den står med andre ord sammen med dem, som er havnet på den forkerte side af historien efter kommunismens kollaps. Som sådan forsøger romanen at give tabt værdighed tilbage til dem, der førte antifascistisk dansk modstandskamp mod nazisterne, men som efter krigen vendte det blinde øje til undertrykkelsen og udrensningerne i det sovjetiske rædselsregime, de hyldede som et idealsamfund. Vi følger familien Johansen fra Østerbro i København gennem fire generationer. Med afsæt i coronanedlukningen i 2020 spoler romanen tilbage til besættelsestiden i 40erne, hvorefter den returnerer til vor tid med stop i de mellemliggende årtier. Ditte er freelancejournalist med speciale i udvikling og menneskerettigheder. Da hendes mormor Elly dør, begynder Ditte at afdække familiens historie. For hvorfor forsvandt hendes morfar Kai, der var modstandsmand i BOPA under Besættelsen, pludselig som dug for solen engang i 1957? Hvad var hans grund til at stikke af fra kone og to små børn, måske til DDR? Hvad ved Dittes mor, den kommunistiske aktivist Sonja, om sin far? Og – kan læseren tilføje – hvilken ufortalt historie ulmer under Dittes datter Doras rejse til Guatemala? INDRE Ø – titlen refererer vel både til det indre Østerbro, hvor den foregår, og til, at vi alle har en indre ø i os – er med andre ord en fyldig roman om Besættelsens slagskygger. Tidligt finder vi ud af, at Kai som kommunistisk frihedskæmper har stået bag flere stikkerlikvideringer, men at han også bærer ansvaret for en likvidering, som viste sig at være grundløs. Her findes romanens moralske konflikt: Når en modstandsmand likviderer en uskyldig, er han så stadig en modstandsmand, eller er han en regulær morder? I et indlæg i Information har Cæcilie Lassen under overskriften »De kommunistiske frihedskæmpere bliver glemt i fortællingerne om besættelsestiden« argumenteret for, at »vi skal fortælle om frihedskampens helte, som blev Den Kolde Krigs skurke, fordi de er en del af vores historie«. Deri har Cæcilie Lassen en indlysende pointe. Men her 84 år efter Besættelsen vil vi stadig helst høre de opbyggelige historier om modstandskampen. Vi vil høre om de ædle fiskere, der hjalp landsmænd på flugt, men ikke om dem, der scorede formuer på flygtningene. Vi vil høre om dem, der ydede modstand og blev demokrater, ikke om dem, der blev sovjettro kommunister og dermed fædrelandets egne koldkrigsfjender. NU HAR CÆCILIE LASSEN brudt en lanse for de modstandshelte, der blev efterkrigstidsskurke. Ingen kan være i tvivl om, at dem, der gik i brechen for Sovjetunionen og DDR, traf tåbelige valg, og som politiske marginaleksistenser er de i dag både dubiøse og kuriøse. Men ingen kan heller være i tvivl om, at Kai (en fiktiv skikkelse med autentisk forlæg, vil jeg tro) var en patriot og et ukueligt menneske, som Harald Herdal ville have sagt. Derfor er kommunismen litterært interessant – vi læser jo stadig Hans Scherfig og Martin Andersen Nexø – og med Indre ø har vi fået en realistisk fortælling, som skaber fortjent opmærksomhed om kommunisternes rolle under modstandskampen, men ikke rehabiliterer dem for deres politiske alliancer under Den Kolde Krig. Cæcilie Lassens roman hviler på grundig research om besættelsestiden og Den Kolde Krig, og med sit fokus på dem, der valgte forkert, minder Indre ø om Kirsten Thorups to besættende romaner, Indtil vanvid, indtil døden (2020) og Mørket bag dig (2023), om Harriet, den tapre enke efter en dansk patriot, der valgte forkert side og faldt i tysk tjeneste. Cæcilie Lassens prosa når ikke Kirsten Thorups psykologiske portrætstyrke, faktisk er der en del kejtede sætninger, men de to forfattere har en ufordømmende historisk nysgerrighed tilfælles, og deres romaner om danskere i henholdsvis nazismens og kommunismens tjeneste vender begge – forskellighederne til trods – vrangen ud på historiefortællingen og åbner vigtige fløjdøre til den almindelige viden om danskerne under krigen. Derfor er Indre ø en bog, som man afgjort bør læse.

Klaus Rothstein, Weekendavisen

Cæcilie Lassens nye roman fuld af hemmeligheder og ubesvarede spørgsmål Cæcilie Lassen er tilbage med en historisk roman, der samtidig er en spændingsroman. En familie i fire generationer, hvor de centrale personer er DKP’ere, medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. En historie, der strækker sig fra Anden Verdenskrig til år 2020, samt en psykologisk skildring af familiens mange personer – der er noget at holde styr på i Cæcilie Lassens over 400 sider store roman Indre Ø. Kapitlerne beskriver vekselvis fortiden under besættelsen og nutiden i 2020. Midtpunkt er en forsvunden morfar, som sidst blev set den 4. marts 1957. Omkring ham kredser erindringer, hemmeligheder og ubesvarede spørgsmål: Er han død, eller er han taget til DDR? Morfaren, Kai Johansen, var foruden kommunist også modstandsmand og gruppefører for en BOPA-gruppe (Borgerlige Partisaner, en dansk modstandsgruppe, red.). Han blev stukket til Gestapo, kom i Shellhuset, hvor han blev torteret grumt – en skildring, læseren ikke spares for, og som anmelderen pligtskyldigt læser, selv om hun er fristet til at springe nogle sider over. De to mænd, der torterer ham, er danske nazister, som umiddelbart efter krigen dømmes til døden, dernæst får straffen nedsat til livsvarigt fængsel og ti år efter befrielsen benådes. Er det, fordi morfaren er jaget af dem, (han har vidnet mod dem i retten) – eller fordi han selv er på jagt efter dem – at han er forsvundet? Det er et af de emner, romanen snor sig om. Men der er mere, der må have været hårdt for ham at bære. Dels var han måske skyld i, at en uskyldig blev likvideret som stikker, idet det var ham, der traf beslutningen om likvideringen, ligesom han oplevede, at en af hans mænd ved en fejl kom til at dræbe en af de andre i gruppen, fordi et projektil rikochetterede. Den uheldige skytte kom aldrig over det, han blev alkoholiker og endte med at begå selvmord. Det antydes, at morfaren siden krigen har lidt af det, der i dag hedder PTSD. CÆCILIE LASSEN: ’INDRE Ø’. ALHAMBRA. 415 SIDER. 300 KRONER Romanen lægger ud i coronatiden, hvor landet er lukket ned. Kais barnebarn Ditte, selvfølgelig opkaldt efter Ditte Menneskebarn, er freelancejournalist og på grund af coronaen arbejdsløs, og da hendes mormor samtidig dør, og hun finder mytiske efterladte papirer fra Kai og et låst skab i mormorens hjem, giver hun sig til at udforske, hvad der skete med morfaren. En dag forlod han hjemmet efter at have sørget for, at mormoren fik den erstatning, han selv havde fået som Gestapo-offer, og pist væk var han. Datteren Sonja, Dittes mor, forgudede sin far og gik sidenhen og håbede på, at han en dag ville vende tilbage. Hun bliver selv glødende kommunist, aktiv i DKU, men samtidig er hun nok den skæbne, man får det dybeste psykologiske indblik i, uanfægtet af al politik. Tværtimod fremstår hendes politiske engagement først og fremmest som en kærlighedserklæring til faren. Og en, der går og længes efter sin far, er en, det er let at identificere sig med. Stilbevidst sprog Men bogen er ikke helt let at læse, den er skrevet i et sprog, fuldt af antydninger, man selv skal koble sammen, og der ruttes mildest talt ikke med ordene. Et eksempel fra sidst i bogen. Her hedder det om Ditte: »Hun skulle have kaldt ham morfar. I sin webdok havde hun tænkt at kalde ham Kai. Som en nær ven, hun kan ringe til om natten, hvis det virkelig er vigtigt.« Dernæst er vi i Dittes nutid, hvor hun tænker: »Jeg ved, du vil forstå det her: At der er ting, man ikke kan sige højt, fordi de tager sjælen med ud, når han åbner munden.« Så kommer der en passage om Dittes datter, der sammen med Dittes veninde er strandet i Guatemala på grund af coronaen, og så står der: »Han lytter.« Man må selv ræsonnere sig til, at det er morfar, der indvies i Dittes historie. Cæcilie Lassens sprog virker meget stilbevidst, som om hun er yderst opmærksom på, hvordan hun formulerer sig, og på, at der ikke må indgå overflødige ord i teksten. Hun debuterede med sin første roman, Simone, allerede som 16-årig og var således autodidakt. Nu er hun uddannet cand.mag. i spansk og underviser på Hvidovre Gymnasium. Og har siden sit 16. år skrevet en lang række romaner. Spændingsroman Indre Ø, er en historisk roman, i den forstand at den inddrager spektakulære verdensbegivenheder efter Befrielsen set fra et kommunistisk synspunkt. Vi hører om Cubakrisen. Vi hører om, hvordan Khrusjtjov tilbagekalder de skibe med raketter, der er tiltænkt Cuba. Vi hører om opførelsen af »den antifascistiske beskyttelsesmur« i Berlin og om amerikanernes luftbro i 1948-49, der sendte forsyninger til vestberlinerne under russernes blokade af den berlinske enklave i øst. Samtidig er den på sin vis også en spændingsroman, så her skal ikke røbes, om mysteriet med morfaren opklares. Og ja: den er spændende at læse, selv om man – eller jeg – generes en smule af sprogets lidt demonstrative selvbevidsthed. Titlen, Indre Ø, hentyder til, at handlingen er forlagt til det indre Østerbro, men den kan vel også læses, som om personerne bærer rundt på en indre ø, de er ude af stand til dele med hinanden, fordi de selv bærer på hemmeligheder. Og at det gør dem ensomme?

Karen Syberg

Indre Ø af Cæcilie Lassen Slægtsroman i tre generationer. Modstandsmanden Kai træffer efter krigen en uforståelig beslutning: Han forlader sin familie ud af den blå luft. Og ikke nok med det, han tager sandsynligvis til DDR. Barnebarnet Ditte sætter sig for at finde ud af, hvad der skete med ham. Historien er en odyssé gennem 50erne, 60erne og 70erne, for en familie med et kommunistisk ståsted. For mange læsere, vil jeg tro, ganske eksotisk, selvom vi bliver på Østerbro (deraf titlen) i alle årene. Romanen er velskrevet, spændende og overordentligt velresearchet. Den er på en måde konstrueret baglæns: Der er en hændelse, og opbygningen til denne kommer først bagefter. Det kan til tider være lidt anstrengende at læse. Bogens drivende kraft er datterens relation til sin far, elegant beskrevet i grænselandet mellem kærlighed og heltedyrkelse. Bogens store gevinst er indsigten i et aktivistisk, kommunistisk miljø i efterkrigsårene - den subjektive indlevelse som kun litteratur kan give

Tina Anneke Fischer, Litteraturklubben