Sidsel
Jeg kører om natten. Min radio er skruet op på max volumen, og himlen er uden stjerner. Jeg har været vågen, siden de blegnede ind i daggryet, og jeg følger Highway 70 gennem Missouri, USA.
Jeg har aldrig været her før, og jeg er alene. Kun gps’en fortæller mig, at jeg snart skal dreje af for at komme til den nærmeste by. Den hedder Blackwater. Det sorte vand skræmmer mig ikke, alligevel fortsætter jeg ligeud. Jeg kører efter de røde pile, som cirkus har sat op langs deres rute. De springer frem i forlygternes kegler, pludseligt hver gang som en fodgænger, jeg har overset.
Uanset hvad, ville jeg ikke kunne nå at bremse. Jeg er en flugtbilist, der lader dem forsvinde ud i mørket bag mig, mens jeg træder hårdere på speederen.
»Bare følg pilene,« sagde tankpasseren for et halvt døgn siden, da solen endnu skinnede, og jeg købte fire chokoladebarer kingsize i hans kiosk. Han pegede med hagen på det skilt, der stod
udenfor. »Det gør cirkusfolkene altid. Du kan ikke undgå at løbe på dem.«
Senere holdt jeg ind ved et cafeteria. Uvaskede lastvognschauffører med røde øjne sad og hang over deres cola og friture. Jeg bestilte en kop kaffe, en pizzaslice og seks donuts, fordi der var
tilbud på tre. Solen gik ned bag fedtet plexiglas, hvor jeg satte mig ved et stort tomt bord og spiste det hele.
Da jeg var færdig og havde fået kaffekoppen fyldt op igen gratis, spurgte jeg servitricen, hvor hurtigt cirkus tager deres plakater ned igen, efter at de er rejst fra en by. Hun så ikke engang på mig, men svarede, at det blev syv dollars og tyve. Jeg betalte hende, og hun vendte mig ryggen uden at sige tak. Bagefter sagde jeg til mig selv, at det nok var accenten. Hun fik sikkert slet ikke fat på, hvad jeg mente. Amerikanerne er så imødekommende, det siger Simon. Han er min halvbror, og det insisterer jeg på, ikke noget med at springe det halve over, for ingenting er helt imellem os. Jeg har talt for meget dansk. Selvom jeg ikke rigtig kan komme i tanker om med hvem, andre end
ham. Jeg spurgte ham, om det var i orden, at jeg blev et stykke tid, men det var det ikke. Så bad han mig hilse mor. Hende har jeg ikke talt med.
Ved den næste røde pil er der også et skilt, som viser hen til en tankstation to hundrede meter længere fremme. Jeg blinker fra, mens jeg sætter farten ned, og standser først helt, da jeg har
nået benzinstanderne. Ingen ved, hvem der kører forbi Blackwater om natten, og en enlig ung kvinde bør ikke tage chancer.
Noget i den retning stod der i Turen går til USA, som jeg sad og læste i, mens jeg ventede i Kastrup Lufthavn. Det er en behagelig tanke, at jeg i teorien kunne være eftertragtet, selvom det i
praksis kun gælder mit Visakort og min telefon. Som i forsøg på at føre et modbevis tager jeg begge dele op af tasken og lader dem ligge synligt på sædet ved siden af mig. Men så kommer jeg
i tanker om, at jeg jo så ikke kan betale for benzinen, og lægger Visakortet tilbage i tasken igen. Jeg frisker læbestiften op og ser mig i bakspejlet med døren på klem, for at den lille lampe over
mig ikke slukker.
Men i butikken går jeg mig selv i møde i en spejlvæg under grelt neonlys. Min cardigan er kravlet ind i sprækkerne mellem lag på lag af blævrende flæsk, så den bliver så kort på mig, at den
kunne være købt til et barn. Jeg forestiller mig min store hvide røv vælte som rå dej ud over kanten på mine leggings, og jeg trækker op i dem i samme bevægelse, som jeg hiver cardiganen
ned.
De har kasketter og sprinklervæske og uægte smykker, men jeg køber kun en halvliters cola. Fremme ved kassen spørger jeg om det samme, som jeg spurgte servitricen om.
»Aner det ikke, miss. Men vi har da stadig plakaten her.« Ekspedienten peger ikke, ikke engang med hagen, og jeg står og ser dum ud, til han tilføjer: »Ved indgangen.«
Så går jeg hen under overvågningskameraet ved de automatiske døre og glor på den.
»Fantastic Fabiola and partner, Vasily Family from Ukraine, Miss Sue and her very special sealions. Bob and Beep, the fabulous clowns, Danny de Fino, the magician. Horses and camels
and lots of other amazing animals.« Der er et billede af en elefant, som står på bagben.
»Welcome to the season of 2017. Please visit our website to find a show near you.« Jeg læser hjemmesideadressen, som jeg kan i hovedet, ligesom jeg læser »Flying Reyes: world class flying
trapeze from Mexico.« Dato og spillested er tilføjet på et bredt stykke klisterbånd nederst.
Jeg går ud for at fylde benzin på bilen fra den nærmeste stander. Det er der, det sker.
